Sæby Jernstøberi - Sæby købstadsjubilæum

Gå til indhold
Skjold
Sæby Jernstøberi blev grundlagt i 1877 af fabrikant, mekanikus Peder Frederik Marinus Sørensen. Dengang lå virksomheden i den vestlige ende af byen, på hjørnet af Grønnegade og Stationsvej. P.F.M. Sørensen døde i 1912, og jernstøberiet videreførtes af sønnen Albert Sørensen.
Peder Frederik Marinus Sørensen valgte et godt tidspunkt at starte sin virksomhed. Kornsalgsperioden var ovre, og billigt korn fra den amerikanske prærie gik hårdt ud over dansk landbrug. Bønderne fandt nye veje i andelsbevægelse og mekanisering af produktionen.
Oprindeligt fremstillede og solgte virksomheden støbegods som kakkelovne og komfurer, der kunne anvendes i de mange boliger, der opførtes i Danmark i slutningen af 1800-tallet, hvor det hurtigt stigende befolkningstal og udviklingen af byerne øgede efterspørgslen efter disse varer.

Dertil kom efterhånden fabrikation af en lang række forskellige landbrugsmaskiner.
Andelsbevægelsen gik sin sejrsgang over landet med først mejerier og senere slagterier. Det betød investeringer i nye stalde og maskiner. Efter anden verdenskrig omstilledes dansk landbrug endnu engang med flere maskiner og færre landarbejdere. Samtidigt blev eksporten af ikke mindst Sæby Jernstøberis maskiner større og vigtigere.
Andelsmejerierne aftog mejerimaskiner og kedler fra Jernstøberiet i Sæby. Her var der fra århundredeskiftet gang i fremstillingen af råoliemotoren ”Skjold”. Den kunne anvendes både i den maritime sektor og som stationær motor i mejerier, møller og stalde.
I midten af 1920erne var der tilbagegang for virksomheden, og den omdannedes til et aktieselskab i 1927. Her købte maskinhandlerne Henrik Nielsen, Mads Christian Madsen og teglværksejer Iversen sig ind i den skrantende virksomhed for en sum af 80.000 kroner den 18. november 1927.

I 1974 påbegyndte virksomheden en udflytning til Sæbys nye store industriområde ved Kjeldgårdsvej. I den forbindelse nedlagdes selve jernstøberiet. Dengang var der omkring 360 medarbejdere i produktionen, hvoraf størstedelen gik til eksport til Skandinavien, Indien og Nordafrika. I 1980’erne opkøbte virksomheden en lang række virksomheder og havde omkring år 2000 godt 600 ansatte. Fabrikant Henrik Nielsen havde lagt grunden til en produktion af landbrugsmaskiner under navnet Skjold, som virksomheden tog navneforandring til i 1985.

I 2017 solgte Henrik Hougaard, der havde været direktør gennem 15 år, 90 procent af familievirksomheden gennem 90 år til investeringsselskabet Solix Group for et trecifret millionbeløb.
I 2024 forventes en stor del af produktionen overflyttet fra Sæby, Ølgod og Bur til en ny stor fabrik i Polen og en stor del af de mere end 40 ansatte i produktionen i Sæby må forventes at blive afskediget. Det er den store nedgang i svineproduktionen, der rammer virksomheden.

Tilbage til indhold