Sæby Østvendsyssel Andelssvineslagteri
Jernbanen blev lagt gennem Østvendsyssel i 1899, og med dampen oppe kørte man ind i det 2o. århundrede. Egnen omkring jyske ås gik en ny tid i møde. Driftige stationsbyer skød i vejret langs banen, befolkningen øgedes, landbrugsproduktionen forbedredes, og ploven vandt stadige sejre i den uopdyrkede jord med plads for nye hjem. Knude for knude knyttedes de utallige bånd, der gjorde Østvendsyssel til et samlet hele. Da var det, Østvendsyssel Andels‑Svineslagteri gik i støbeskeen.
Således hedder det i slagteriets smukke jubilæumsskrift af 1936.
Slagteriet i Sæby var en stor del af byens udvikling i mere end et helt århundred og blev en meget vigtig arbejdsgiver som fik bidraget til befolkningstilvæksten i byen. Men den 22 juni 2023 var det så slut efter 113 år. De 800 ansatte stod pludselig i en meget vanskelig situation da Nordjylland i forvejen er et yderområde med en stor ledighed, men efter et år er det meste af arbejdsstyrken omskolet og har fundet andet arbejde.
Læs eventuelt mere på:
Kontoret i 1938 og i 1961
Fra jubilæumsskrift 1911-1961
ARBEJDSFORHOLDENE i ”DE GAMLE DAGE”(beskrevet i 1960)
Under en lille passiar med forhenværende fedtsmelter Karsten Petersen, Aalborgvej, Sæby, får vi et billede af arbejdsforholdene bag slagteriets mure de første år. Karsten Petersen havde sin arbejdsplads på slagteriet fra 1912 til 1944. Nu er han de firs, men man genkender ham på et af de gamle billeder fra slagteriet, han er her en stout slagter med skægget flot svunget op a la kejser Wilhelm. Ja, der var stil over tingene dengang og meget var anderledes end nu.
Den første dag, jeg var på slagteriet, modtog vi 224 svin, fortæller Karsten Petersen. Der var kun 6 slagteriarbejdere i sving, og vi måtte blive ved til kl. 11 aften, inden det blev fyraften. Normal arbejdstid var fra kl. 6 morgen til kl. 6 aften. Lønniveauet var også lidt anderledes end nu om dage. En ugeløn var 18 kr., og ved overarbejde blev timebetalingen på 30 Øre forhøjet til 50 Øre. Andelshaverne kom pr. hestevogn med en stor del af svinene, og det skete på alle tider af dagen.
Det hændte også, at der, når arbejdet var afsluttet med den sidste fejning, kom rullende endnu en vogn på de toppede brosten, og så blev knivene hevet af bæltet igen. Det kan ikke skjules, at arbejdet var slæb i hine længst svundne tider der var ingen af nutidens tekniske hjælpemidler, og det var muskel kulturen der blev kaldt på.
Vi kender alle omkvædet » de gode, gamle dage«, er det mere poesi end virkelighed? ‑ På en måde var folk nok mere tilfredshed den gang , svarer Karsten Petersen. Sliddet var hårdt, fortjenesten ringe og småt var det med livets goder, men utilfredshed i al almindelighed ‘t var der ikke ‑ det levnede den lange arbejdsdag ikke tid til. Vi må heller ikke glemme, at der efter datiden var tilfredsstillende forhold på slagteriet.
Essensen af samtalen er, at Karsten Petersen ikke kan blive fortrolig med den megen utilfredshed, der kommer til udtryk i vore dage. Livet har fået tilsat mange goder. En sammenligning mellem løn og købeevne før og nu taler også, siger han. ‑ Et par træsko kostede næsten en dagløn og at holde avis et kvartal, det var også_ en dagløn, der skulle til.
Det kan ikke nægtes, at den gamle fedtsmelters ord giver nutiden et mere tillokkende skær ‑ hvad den sikkert også fortjener.
DEN GAMLE ANDELSHAVER FORTÆLLER
Kun få af de gamle pionerer er tilbage og kan fortælle træk fra slagteriets første tid. ‑ En af dem er husmand Jens Jokansen, LI. Brunvang, Flauenskjold, og han kan således holde »guldbryllup« sammen med slagteriet. Jens Johansen er stadig aktiv landmand, med støtte af en søn og han fylder endnu i svinetruget. ‑ Nu må de ikke få så meget som dengang, siger han, det var, da flæsket skulle være sine fire tommer.
Det er der ingen, der vil have i dag. svin af den type, vi leverede i starten, ville i dag være kommet »nederst i klassen«.
Det var noget, man glædede sig over, da vi fik vort eget slagteri, før var det så som så med de dele, siger jens Johansen. Vi solgte svinene til Koopmanns slagteri, og jeg husker endnu, at da jeg skulle modtage den første betaling, skubbede opkøberen bare pengene fra bordet ned på gulvet ‑ der kunne jeg så hente, hvad der var mit. Det ser anderledes ud i dag med den fine behandling og omsorg, der møder os andelshavere i Sæby. Man glædes over de mange flinke og trofaste medarbejdere, der findes på kontor og slagteri.
Der var godt med »papirgrise« fra Sæby i starten, men slagteriet fik alligevel en størrelse, vi ikke havde tænkt os. Det var ikke altid lige taknemmeligt at foreslå udvidelser, men i dag kan vi nok se, hvem der var klogest. Man kommer til at holde af, hvad man selv har bygget op, siger Jens Johansen og ser ud over sin ejendom. Det er det samme med slagteriet, som jeg nu har fulgt i 50 år. Havde privatslagterierne fået lov til at dominere, var vi sikkert ikke nået så vidt med kvaliteten af vore grise og salgsprodukter.
Konkurrencen er hård, men slagteriet har været os en støtte, slutter Jens Johansen. ‑ Som en af andelshavernes veteraner, tilmed med sæde i repræsentantskabet siden 1933, har han været inde på livet af svineavlens problemer.
Kilde: Rethinklandbrugshistorien.dk
